Kunstforeningen og Holbæk by

Kulturelt er Holbæk en meget aktiv by, der – lige som den smukke omegn – tilbyder ganske mange og vidt forgrenede kulturelle tilbud.

Til de kunstinteresserede er der en del gallerier i byen og i omegnen, og der er ganske kort afstand til Odsherreds kunsteldorado.

Selve Holbæk by har i et kvart århundrede været beriget med den fine udstillingsbygning „Æglageret“, hvor Holbæk Kunstforening har til huse. Ud over udstillingsfaciliteter rummer bygningen en kunstbutik, et billedloft samt en kælder, hvor man håber snart at kunne åbne et ægmuseum.

Kunstforeningen – som med sine ca. 500 medlemmer og mere end 40 sponsorer er en af landets største – har formidling af kunst som sin primære opgave, hvilket bl.a. sker via 8-10 årlige kunstudstillinger, men også gennem salg af kunst og kunsthåndværk, afholdelse af kunstforedrag og kunstudflugter, afholdelse af kurser og workshops samt afholdelse af sang- og musikarrangementer.

Udstillingernes indhold spænder fra malerier, grafik og skulpturer over fotokunst, glas, keramik og porcelæn, smykker og møbelkunst til tekstiler samt installationskunst.

Ofte fungerer kunstforeningen som konsulent, når såvel private firmaer som Holbæk Kommune og andre skal på kunstindkøb.
Foreningen deltager i det hele taget aktivt i mange af de kunstneriske aktiviteter, der er i Holbæk-området.